MØD VORES TEAM
Mød menneskene bag vores skønne højskoleteam i 2026 og hils på vores fantastiske personale, der får højskolens tandhjul til at køre hver eneste dag 🧡
Vil du være en del af teamet? Se vores ledige stillinger her.
Sune Rahbek Thuesen - Medstifter & forstander på Mayoka Højskole
Sune har siden barnsben haft en forkærlighed til det afrikanske kontinent og dets mangfoldige kulturer. Han har rejst i 29 afrikanske lande, og i 2015 cyklede han fra København til Cape Town i Sydafrika. Efter sin cykelrejse skrev Sune en bog og har siden holdt foredrag i hele Danmark om sine oplevelser.
I løbet af det seneste årti har han arbejdet med unge og bæredygtig udvikling i flere afrikanske lande, herunder Liberia, Gambia, Benin og Uganda. Sune har desuden en bachelor i International Udvikling, en kandidat i Afrikastudier og en titel som Verdensmålsambassadør for Verdensmålsakademiet. I dag bruger lykkeligt en stor del af sine hverdage i Mayoka Højskoles partner-organisation CARMA. I fritiden nyder Sune en fodboldkamp med gode venner i eftermiddagssolen eller en village hike i lokalområdet.
Maiken Kirk Andersen - Medstifter & forstander på Mayoka Højskole
Maiken har specialiseret sig i emner som menneskerettigheder, ulighed og migration og hun har senest været ansat som projektleder i den danske NGO Danner, hvor hun har arbejdet med kvinderettigheder. Maiken har en kandidat i Socialvidenskab & Sundhedsfremme. De seneste år har Maiken udviklet en stor interesse for indre bæredygtighed og hvordan vi som individer kan presse på for en mere bæredygtig verden. Derfor er faget Less is more, hvor Maiken underviser, også lige i hendes ånd.
Hun har rejst på fem forskellige kontinenter, men det afrikanske kontinent har altid haft en særlig plads for hende. I fritiden nyder Maiken at vandre, svømme og sejle kajak eller at eksperimentere i køkkenet med nye råvarer.
Marie Christiansen - Underviser
Retningen tog form, da Marie som højskoleelev boede hos familien Khunga i det nordlige Malawi tilbage i 2019. Her blev hun nysgerrig på at forstå, hvordan mennesker skaber mening i vidt forskellige livsverdener. Hvorfor gav landsbyen hende 5 høns i velkomstgave og hvorfor slog naturdoktoren med bundter af blade på brækkede lemmer for at hele dem? Siden fulgte hun mavefornemmelsen ind i antropologien og er rejst syd for Sahara, så tit hun kunne. Hun har været på udveksling og lavet feltarbejde i Ghana, genbesøgt Malawi og rejst i Zambia og Tanzania.
Marie er drevet af kulturmøder og af at bygge broer mellem forskellige livsverdener. Det bringer hun ind i hovedfaget No Planet B. Derudover underviser hun i linjefaget Local Impact og i valgfaget LUSU, hvor hendes skjulte kreative talenter viser sig. I fritiden siger Marie sjældent nej til nye oplevelser – hvad enten det er en tur på markedet, en dukkert i søen eller et spil pool og en køleskabskold øl ved nabo-lodgen. Hvem ved, måske venter det næste eventyr lige om hjørnet?
Katrine Pers - Underviser
Katrine er drevet af en stor nysgerrighed på mennesker, relationer og kulturmøder. Hun er optaget af, hvordan vi møder både verden og hinanden, og hvordan vi kan være med til at skabe et mere meningsfuldt liv for alle. For Katrine handler det om at leve og lede fra hjertet – med omsorg, nærvær og blik for, at vi alle sammen deler et fælles hjem. Hun har tidligere arbejdet med frivillighed på forskellige måder, og frivilligheden er stadig en stor inspiration og passion for hende.
Katrine bringer sin nysgerrighed og varme med ind i undervisningen, hvor hun står for Less is More, Det Tredje Øje og er mentor i Local Impact. Hun elsker at gå på opdagelse og er altid klar på et lille eventyr – hvad enten det er et kulturmøde, en vandretur eller en tur på genbrugsmarkedet på jagt efter små skatte. Hun har en særlig kærlighed til naturen, og bjerge, vand og sol er blandt hendes allerstørste energikilder, og tid i naturen står derfor højt på listen over magi hos Katrine. Når hun ikke underviser eller er på eventyr, er morgenkaffen en meget højt prioriteret del af dagen.
Hvorend du møder Katrine, kan du forvente et varmt smil og et kram. Hun er nemlig både omsorgsfuld og krammeglad.
Signe Andrea Nielsen - Praktikant i CARMA
Sidst men ikke mindst skal I møde Signe, der er i gang med sit 5. semester på bacheloren i antropologi, som hun udlever i et praktikforløb her i Malawi. Som aspirerende antropolog er hun taknemmelig for at været havnet i Nkhata Bay, der har de perfekte ramme for at øve sig i at undre sig. Hovedsagligt er hun at finde i vores NGO CARMA, hvor hun suger organisatoriske skills til sig, og bl.a. hjælper med at fundraise og rapportere om de seje projekter, der er i gang.
Eleverne møder hende bl.a. i faget Local Impact, og ellers er Signe ikke bange for at tage en bid af højskolekagen, da Mayoka er hendes base, mens hun er her. Signe har gennem sin baggrund i gymnastikverdenen og 3 år som efterskolelærer erhvervet sig et bredt bevægelses- og legekatalog, som hun elsker at dele ud af til morgentræninger, højskoleaftener eller på FC Mayoka.
Med kombinationen af praktisk erfaring + udlandsophold + højskolefællesskab mener Signe selv, at hun har fundet den ultimative win win situation.
Jeppe Baarup Aaby - Underviser
Jeppe har været fanget i højskoleånden lige siden han var elev på Højskolen Mors i 2024 og har siden, trods forsøg på uddannelser og rejser i øst og vest, ikke kunne slippe ud igen. Han brænder for det stærke fællesskab, hverdagsfjolleri og det tætte bånd som en højskole skaber. Han elsker det reflekterende rum og bærer på en enorm nysgerrighed til det største og mindste, som han har dyrket gennem en solo jordomrejse, diverse workaways (som bla. bød på slædehundetræning i Finland og sengebygning i Grækenland) og en ustoppelig trang til småture.
Alt det tager han med sig i linjefaget Local Explore, hvor han deler sin passion for at forstå verden omkring sig, liiiige se hvad der gemmer sig om hjørnet og det åbne, nysgerrige møde med mennesker. Derudover elsker Jeppe et aktivt liv med kajak, svømning (alt i vandet), boksning, og i valgfaget Masaza inviterer han til at træne lattermusklerne og andre, mindre vigtige muskler. Uden for undervisningen er Jeppe oftest at finde i en god kaffe-snak eller på vej til dagens femte dukkert.
Nadja Nielsen - Marketing og kommunikation
Nadja er uddannet cand.merc. i marketing fra SDU i Odense og er en del af Mayoka Højskoles Marketing og kommunikationsteam. Derudover er hun hyttemor for en elevgruppe, hvilket hun er rigtig glad for. Hun elsker nemlig at være en del af det helt særlige fællesskab, der opstår, når fremmede mennesker rejser og bor tæt sammen. Det kan noget unikt.
Fagligt interesserer hun sig for strategiske samspil mellem marketingindsatser og sætter stor pris på at have en finger med i spillet på tværs af Mayokas kommunikationskanaler. Hun er datadrevet og kan lide at nørde i små justeringer med henblik på resultatforbedringer.
Nadja er eventyrlysten, sætter pris på små som store oplevelser, og interesserer sig for kultur. Derfor var det også en no brainer at flytte til Malawi og nyde højskolelivets mange facetter, mens hun arbejder med sit fag.
I fritiden kan I finde Nadja i monkey zone, ude at bade i skønne Lake Malawi, på SUP board, eller i færd med at spille bao eller kort med de andre fra højskolen. Hun er altid frisk på et spil, leg eller en lille konkurrence.
Sofia Olsson - Content Creator
Sofia var elev på Mayoka Højskole i efteråret 2024, men hun blev så betaget af både Malawi og højskolelivet, at hun nu er vendt tilbage som vores content creator. Her ønsker hun at give et autentisk indblik i livet på Mayoka og vise, hvordan hverdagen i Malawi føles – fra de små øjeblikke mellem undervisningen til de store fællesskabsstunder.
Under sit ophold som elev i 2024 fik Sofia vækket en stærk rejselyst og en nysgerrighed på verden omkring os. Derfor har hun, når hun ikke har været i Malawi, rejst rundt og udforsket nye steder og kulturer. Skal der findes en eventyrlysten makker til en oplevelse i Malawi, siger Sofia som regel ikke nej.
Selvom hun elsker sjove TikTok-trends og masser af gøgl, brænder hun mindst lige så meget for at skabe et stærkt fællesskab på skolen. Hvad enten det er i et trygt og roligt rum til aftenro eller til en energifyldt træning i Monkey Zone, vil hun gerne bidrage med godt humør og nærvær på højskolen.
VIL DU VÆRE EN DEL AF MAYOKA-TEAMET?
HILS PÅ MAYOKAS PERSONALE
På Mayoka Village, den vi bor på, er der omkring 30 ansatte, der sørger for at stedet står skarpt og kører, som det skal. De ansatte tæller bl.a. en dags- og en aftenmanager, seks kokke, syv tjenere/bartendere, to gartnere/pedeller, to tømrere, en murer, fire i rengøringen og fire vagtmænd. En stor del af oplevelsen er at blive en del af vores skønne Mayoka-familie.
Du kan hilse på et udpluk af personalet nedenfor.
Massa, Bartender og fritidstømrer
Chifundu, Murer
Ronja, Underviser & Honey Man, Lokal Guide og Blæksprutte
Nellie, Bartender
Rebecca & Massa, Bartendere
Isaac, Kok
Aaron, Kok, Godwin, Bartender og Ephraim, Gartner
Sophie, Rengøring
Steve, Tømrer & James, Vagtmand
Lizzy, Manager