KUN MINDERNE TILBAGE

Agnete Andersen

I valgfaget Mikroeventyr skulle vi besøge UNU Charity House, som er et værested - et slags “fritidshjem” - for de lokale børn, 15 min. gang fra Mayoka. De har få midler, men vi var blevet lovet musikkoncert. Vi var i uge 3 af opholdet og stadig ved at lære hinanden og området at kende, så ingen af os havde været der før.

Børnene var generte og så til da vi satte os, men kun få turde fra start af sætte sig med os. Voksne og børn begyndte at spille på trommer, guitarer og tamburiner. Til at begynde med blev vi siddende og klappede, når et nummer var slut, men der gik ikke lang tid før, vi rejste os og begyndte at danse. Før vi så af det, var vi omringet af børn, der hoppede og dansede med os. Vi efterlignede hinandens moves (børnene havde helt sikkert de bedste!!), sang og grinede. Det var eftermiddag og nok omkring de 28 grader, så sveden løb af os, men det var også den eneste faktor, der fik os til at huske virkeligheden. Vi var i en lille bobbel med måske 40 børn og glemte fuldstændig tid og sted. Efter en times hoppen og dansen var man øm i både krop og smilebånd, og det var tid til at komme hjem til Mayoka igen. Da vi gik ud i “den virkelige verden” igen var smilene stadig klistret til ansigtet, og vi fulgtes med nogle af børnene hjem. En virkelig lokal, simpel og god oplevelse.

Liva Kjems

Et minde som altid vil stå stærkt indprentet i min hukommelse, er Nannas og min oplevelse fra homestay i Usisya. Vi blev indlogeret hos en gæstfri og hjertevarm familie, som på trods af deres ikke-eksisterende engelsk stadig udviste stor glæde og velvillighed over vores besøg. Dog var vi glade for at datterens to veninder, som ofte kom på besøg, kunne engelsk. Vi ender med på blot tre dage at få et fint venskab op at stå med datteren og de to veninder, som inviterer os til fejring af deres sidste eksamen, hvor vi danser sammen hele eftermiddagen og aftenen. I løbet af aftenen lærer vi en sjov dansekoreografi, som vi sidenhen har danset til mange fester. Et helt fantastisk kulturmøde og skønne mennesker, som jeg sent vil glemme.

Oline Svanholm

Vi befinder os i Usisya, hvor vi bor hos en lokal familie. Den familie, som jeg bor hos, har ikke særligt meget til rådighed og snakker ikke særligt godt engelsk. Kommunikationen er svær i starten. Indtil vi hiver et ludo-spil frem, som vi giver familien i værtindegave. Hver aften, efter en god omgang nsima, blev ludo-spillet hevet frem. Vi spillede under den klareste stjernehimmel, og befolkingen fra landsbyen kom og kiggede på. Alle var fascinerede af den lille papirplade med de små plastikbrikker. Udover at give smil på læben, så gav det også en mulighed for at skabe et rum til at snakke sammen. Vi havde virkelig mange meningsfulde samtaler om alt mellem himmel og jord på trods af sprogbarrieren. Et af samtaleemnerne var karma. Faren i familien fortalte om hans syn på karma, gud og generelt meningen med livet. Det var enormt inspirerende at møde en familie, som delte ud af alt de havde til både lokalsamfundet og os, selvom de virkelig ikke havde meget til rådighed.
Jeg er virkelig taknemmelig for denne oplevelse, og den har uden tvivl sat mange inspirerende tanker i gang hos mig. Dette minde er et af dem, som har været det mest meningsfulde for mig.

Sofie Toft

Noget af det jeg kommer til at savne allermest fra Mayoka Højskole, er min tid i søen. Hver morgen startede dagen med en svømmetur i det mest klare og stille vand. En svømmetur ud på platformen, hvor man stille kunne sidde og forberede sig på dagens oplevelser. Ligeledes sluttede de fleste dage også dér, og man kunne sidde og nyde solnedgangen. Det var magisk!

Laura Schrøder

Efter to timers søvn i en træophytte i Liwonde National Park var vi en lille gruppe, der vågnede samtidig med, at solen stod op. Aftenen inden havde vi besluttet at holde os vågen hele natten for at holde øje med de dyr, der nu skulle vandre gennem det udtørrede vandhul nedenfor hytten. På vejen til hytten natten inden, hvor vi gik med den vagt, der skulle eskortere os, var vi stødt på en flodhest, som kom meget tæt på. Jeg kan ikke huske, hvornår min puls sidst har været så høj! Det satte scenen til en nat med lommelygtesøgning efter de store dyr, stjernekiggeri og hyggelige snakke under den åbne himmel. Efter ikke at kunne holde øjnene åbne længere klokken tre, tog jeg en lille lur. Og da jeg vågnede tidlig om morgenen, var det til et fantastisk syn. To elefanter kom lige så langsomt vandrende ud fra buskadset og hen over vandhullet. Vi tog ned fra hytten og nærmede os langsomt for at komme endnu tættere på, mens elefanterne havde travlt med alt mulig andet end os. Én ting er at køre rundt i Jeep på Safari, men at stå på lige fod med disse majestætiske dyr, der føler man sig som en del af naturen

Klara Høgsbro

Det er helt umuligt at vælge det bedste minde fra hele tiden hernede. Men et af dem, der stikker frem, er en morgen på et af vores village stay. Vi havde været ca. et døgn i den village, hvor Mayokas gartner, Ephraim, bor. På trods af manglende økonomiske midler blev vi taget imod med den største varme, åbenhed og nysgerrighed. Vi følte os hurtigt som en del af familien, der bestod af ca. 20 børn og 6 voksne. Dagen inden havde vi leget med børnene, og sangen Boogie Woogie var blevet et kæmpe hit hos alle. Mens vi sad til morgenmaden og nød noget grillet kassava og søde kartofler, kom hele familien. Både børn og voksne dansende i en lang række og sang Boogie Woogie rundt om os. Vi sang og klappede med. Det var en virkelig glædesfyldt og sjov form for kulturudveksling, og man kunne mærke, at alle - både os og de lokale - var virkelig glade i det moment. Da vi desværre skulle hjem et par timer efter, løb børnene med os det første stykke, og vi dansede og sang i fællesskab.

Laura Brund Skov

Et minde, som jeg vil fremhæve fra tiden på højskolen, er et minde, som opstod under vores tur på Adventure Loop rundt i Malawi. Vi havde været på et hike op til en bjerghytte i Mulanjebjergene og lå trætte på verandaen efter et lækkert frokostmåltid. Normalt ville man måske have tyet til sin telefon for lidt afkobling, men da der til vores held intet internet var, så måtte vi ty til hinanden. Nogle spillede kort, andre samlede bær, og jeg selv lå i den dejligste nussecirkel og havde de skønneste latteranfald.

Mia Due Søndergaard

Mit bedste minde ændrer sig fra uge til uge. Men et af dem, der står klarest, er fra helt i starten af opholdet. Vi var nogle stykker nede på det lokale marked. En fra Mayokas staff vinker, og vi falder kort i snak samtidig med, at han introducerer os til dem omkring ham. Det var første gang, jeg oplevede at møde en af de lokale, man virkelig kendte. Det var bare en fed følelse af, at man så småt var ved at etablere sig i lokalsamfundet, og ikke bare levede separat fra byen. Og nu kan man nærmest ikke gå ned i byen uden at møde flere på sin vej, som man kender. Der florerer uden tvivl en hjertevarme og velkommenhed hos befolkningen i Nkhata Bay, som man hurtigt mærkede, og det har helt klart gjort indtryk.

Liva Lambach

Alt er lidt kaotisk, jeg er pissetræt, helt svedig og møgbeskidt. Men jeg er også fyldt op med gode oplevelser og helt ekstatisk. I morges vågnede jeg op alene ved en malawisk familie, som havde inkluderet mig i alt fra madlavning til børnelege. Nu står jeg på et lad - som er proppet til renden - med hænderne godt plantet på et metalgitter, som er spændt fast til førerhuset. Jeg koncentrerer mig om at holde fast, for der er mange sving og store bump i den røde jordvej. Ved siden af mig står mine “nye” højskolevenner, og jeg føler mig godt tilpas. Landskabet ændrer sig konstant. Bjerge, træer, marker, støv og landsbyer. Min musik spiller højt med alt fra Lykke Li til The Beatles. Sådan her føles et eventyr. Jeg bliver blæst helt igennem pga. truckens fart og jeg får lyst til at bryde ud i latter. Golden hour indtræffer. Vi hilser på alle, vi møder. Glade, imødekommende, smukke mennesker. Jeg får helt ondt i kinderne af at smile. Min overlæbe bliver ved med at sidde fast over tænderne, fordi luften og støvet gør det umuligt at lukke munden, når man smiler. På Mayoka venter der pomfritter, salat, burger og en seng.

Ronja Bech

Vi hikede fire timer op til den hytte, som vi skulle sove i. Turen op til hytten var meget hårdere for kondien, end jeg havde forventet. Så da nogen foreslog, at vi skulle tage et ekstra hike næste morgen, inden vi skulle vandre ned ad bjerget igen, var jeg meget hurtig til at sige nej tak. Alligevel blev jeg på en eller anden måde overtalt, og dagen efter ringede vækkeuret klokken 03:30, og jeg begav mig sammen med seks andre elever afsted mod Chambe Peak. Vi havde fået at vide, at det ville være bedst, hvis man var i god form til den her tur. Derfor havde jeg forventet, at jeg ville blive udfordret på konditionen, men da det kom til stykket, var kondien det mindste problem. Terrænet var nemlig så udfordrende, at vi skulle klatre meget af vejen. Det var virkelig udfordrende og til tider ret skræmmende, og havde jeg vidst, hvad jeg gik ind til, havde jeg aldrig taget med. Derfor var det bare sindssygt fedt at gøre og klare det. Vi heppede på og støttede hinanden hele vejen, og det var så fedt at være sammen om det. Kæmpe succes- og naturoplevelse med de smukkeste omgivelser - en udsigt jeg aldrig glemme.

Iben Pinvig

Efter at have sovet i en stor ske på stranden, en kold nat, under stjernerne og fuldmånen vågnede vi tidligt. Solen var vores vækkeur. Vi sad der, fem piger på stribe med lagnerne pakket omkring os og så ud over vandet. Solen stod op og begyndte at varme vores ansigter.

Jens Aaser

Mit bedste minde fra opholdet er at tage dykkercertifikat og prøve at dykke første gang i Lake Malawi med hundredvis af små cichlider og nogle store maller, som svømmede rundt om en.