Linjefag

LOCAL IMPACT & LOCAL EXPLORE

Vi har to linjefag, som du vælger imellem. Du bruger 1-2 undervisningsdage om ugen på dit linjefag.

Linjefagene hedder Local Impact og Local Explore.

LOCAL IMPACT

Drømmer du om at lave meningsfyldt frivilligt arbejde og være med til at gøre en reel forskel i Malawi? I Local Impact har du som højskoleelev en unik chance for at samarbejde med unge malawiere om at skabe positiv forandring i højskolens lokalsamfund.

I Local Impact bliver du tilkoblet et specifikt projekt, der omhandler ét eller flere verdensmål. Tidligere elever har bl.a. arbejdet med kvinderettigheder, træplantning og opbygningen af en ny sportsbane i byen.

Formålet med Local Impact er at skabe stærke kulturmøder mellem unge malawiere og unge danskere, fordi vi tror på, at vi i fællesskab kan skabe innovative løsninger, der bidrager til bæredygtig udvikling.

Local Impact er for dig, der ønsker at gøre en forskel og er nysgerrig på lokalsamfundet. Tidligere elever har haft stor succes med både at skabe forandring og venskaber på tværs af kultur.

LOCAL EXPLORE

Local Explore er din mulighed for at tage på både store og små eventyr i højskolens lokalområde. Her venter fantastiske natur- og kulturoplevelser, da vi bor et sted i Malawi, hvor både naturen og kulturen, giver os mulighed for virkelig at gå på opdagelse. Med Lake Malawi som højskolens baghave venter der os også exceptionelle oplevelser både over og under søens overflade.

Vi dyrker begrebet mikroeventyr, som sætter fokus på, at eventyret altid venter lige rundt om hjørnet. Det kan være alt fra en paddleboardtur med overnatning på stranden og øvning i klippeudspring til et besøg hos en lokal DJ eller ‘heksedoktor’. Her får du altså en mulighed for at rejse dybt ind i Nkhata Bay og blive klogere på lokalbefolkningen, den nærliggende natur og eventyret, der ligger gemt heri.

Nysgerrig på vores andre fag?