Mie Malou Christensen

22 år, Herning,

1. pionerhold

Hvorfor valgte du at tage på højskole? Og hvorfor blev det Mayoka Højskole?

I min søgen efter diverse rejser faldt jeg pladask for Mayoka Højskole. Jeg elskede Maiken og Sunes vision om at skabe en højskole i Malawi, og allerede der mærkede jeg nogle ildsjæle. Jeg blev enormt inspireret af at læse om alle deres visioner og værdier for højskoleprogrammet, og jeg opdagede hurtigt, at jeg måtte tage del i deres drøm.

 

Jeg var dog i tvivl om, hvorvidt jeg på forhånd vidste nok om bæredygtig udvikling, og om jeg ville passe ind i fællesskabet om det. Det viste sig at være den mindste bekymring, da det fra start blev afkræftet, og lige præcis læren om øget bæredygtig bevidsthed og global oplysning har været det mest givende og inspirerende. Jeg kan på ingen måde forstille mig at en anden højskole eller rejse ville have givet mig samme relationer, inspirationsniveau, kulturforståelse og global og bæredygtig oplysning, som Mayoka højskole har givet mig.

 

Hvad har været det mest overraskende ved at gå på højskolen?

Det, som har overrasket mig mest, er, hvor taknemmelig jeg er blevet for bittesmå ting, som jeg i Danmark sjældent værdsætter. At have adgang til vand og strøm er noget, der kan skabe så meget glæde, men som i Danmark bare er en selvfølge. Det har for mig skabt en kæmpestor værdi at opdage en reel glæde ved noget så banalt som det. Derfor har det været med til at skabe perspektiv og reflektion, og jeg vil aldrig mere brokke mig over, at jeg ikke orker at tømme opvaskemaskinen.

 

Hvad er det bedste ved Mayoka Højskole?

Det bedste ved Mayoka er følelsen af at have fået et andet hjem i Malawi. Det har aldrig føltes mere hjemligt, som når jeg hver morgen mødes af store smil og et “how are you” fra personalet, der altid udviser så stor livsglæde og overskud. Malawierne er nogle af de mest gæstfrie mennesker, jeg nogensinde har mødt, og det er enormt inspirerende at opleve, hvordan de altid imødekommer en og udviser en ægte interesse. Jeg kan nævne utrolig mange ting, der gør Mayoka til noget særligt, men følelsen af at have fået så tæt et tilhørsforhold til Malawi er meget værdifuldt. Derfor er undervisernes engagement noget af det, som har haft størst betydning og forudsætning for vores ophold. Deres evne til at tænke ud af boksen og gøre undervisningen varieret og inspirerende har skabt nogle enestående rammer for opholdet. Vi er fra dag 1 blevet en del af en større Mayoka-familie, og det er det, som har været det ultimativt bedste ved at gå på Mayoka Højskole.

 

Hvordan vil du beskrive fællesskabet på højskolen?

Fællesskabet på Mayoka højskole er uvurderligt. Allerede på rejsen herned mærkede jeg hurtigt en virkelig opløftende stemning af positivitet og glæde, og det skabte fra start en virkelig rar atmosfære. Jeg har sjældent været i en gruppekonstellation på 20 mennesker, hvor alle har vist så meget engagement. Den generelt trygge, solidariske og positive stemning, læren om øget bæredygtig bevidsthed, samt talrige initiativer har skabt grobund for et helt særligt fællesskab. Der er er plads til at være sig selv med alt, hvad der hører med, og det føles så dejligt at være en del af.

 

Hvad tager du med dig fra Mayoka Højskole?

Særligt tager jeg en masse fornyet viden med hjem. Jeg er blevet inspireret gennem hele opholdet og har tilegnet mig både kulturel viden om Malawi og øget bevidsthed om klima og bæredygtig udvikling. Gennem undervisningen er jeg blevet opmærksom på, hvordan jeg personligt kan gøre en forskel. Det har været med til at rykke på mine personlige værdier, som jeg vil tage med mig videre hjem. Udover fornyet viden har jeg fået nogle helt unikke oplevelser, og jeg har fået Malawi helt ind under huden, som fra nu af vil være en stor del af min fremtidige rygsæk. Størst af alt tager jeg en masse gode venskaber med hjem, og jeg vil mindes alle de seje personligheder, som jeg har mødt, og som har gjort kæmpe indtryk på forskellig vis.

Previous
Previous

Johanna Wulf

Next
Next

Mia Due Søndergaard